Ulver
"VI. Wolf & Passion"

Uden Sorrig for det, som svandtHan drager paa nye &
farlig FærdHans eeneste Sorrig være at han intet
fandtSom vaer een Taare værdtTil han Medynk saaeI
hendes Øine, der alt Lius vaer tendtDer al Glæde
snart vaer endtSlig een Pige hellig,
vackerDet brustne Blik flackerHun kiændte Haabet brastHan
viiger for hendes BlikMed een smertelig MystikFylder
hende med HiærtenskiærMen hendes Ild ligger sort
& dødOndskab qvalte hver een GlødDend hviide Gloe,
dend slukte hanMen dend ha'r skabt een mæcktig BrandAff
Had & Elskov & tungsindigt HaabNyfødt bæres Maanen
fremOfver det Sind som her bleff røfvedAff dend mørcke,Magi
paa hende øfvedMed rædde Skrit.
mod ham -dybt berørt:Hun:"Du diefvlens Sendebud,
som bærer Fryckt fra Mand til Brud,
Du Menskehadets reene Styrkedrik,
Du næring for min Siæl, som dør;Gaae ey bort,
o Skygge, førIeg viiser Kiændsler som ieg hafvde
AngstFor at nære før ieg bleff din Fangst"